Paradigmet for møderækken og dermed for hele italesættelsen af problemstillingerne og for de tænkelige løsninger er at Dansk Skak Union er en sammenslutning af skakklubber, hvor initiativret og -pligt påhviler klubberne. Dermed placeres ”aben” solidt på de få aktives skuldre. Jeg efterlyste en snak om, hvilke initiativer en landsdækkende organisation som DSU kunne tage for at skabe bedre rammevilkår for udviklingen af skaklivet. Jeg oplevede en høfligt lyttende, men ikke synderlig stor interesse for at snakke om det. Det møde, jeg deltog i, handlede derfor også næsten udelukkende om hvad vi i klubregi kunne gøre for at vende medlemsudviklingen. Der var mange gode initiativer og ideer til efterfølgelse - det mener jeg i en positiv ånd, kreativiteten og initiativet trives ude omkring. Fremgang i dansk skak foregår naturligt også der, hvor sådanne initiativer og aktiviteter føres ud i livet. Der er altså et potentiale for fornyet tilgang af medlemmer, naturligvis i forskelligt omfang og på forskellig måde afhængigt af de lokale forhold; større by, landområde osv. Udfordringerne kan være: I de mindre klubber ude i landet er disse aktiviteter hængt op på ganske få, måske enkelte engagerede personer. Vi ser alt for ofte, at disse ildsjæle brænder ud og opgiver. Dermed falder projektet bort, og vi er tilbage ved udgangspunktet, desværre bare uden de personer, der drev det fremad. De positive udviklingstendenser, som de aktive sætter i gang, udbredes sjældent uden for det opland, hvor de foregår. Pr. definition fordi initiativet er klubbaseret. Der er altså en manglende holdbarhed i såvel tid som sted. Lidt som at se nytårsfyrværkeri på afstand - flot, men endnu mørkere bagefter. Er der reelt noget at reklamere for? Når jeg nu inkluderer mig selv, kan jeg vel godt tillade mig at skrive: Delvis sære, gamle mænd, der sidder med ryggen udad og har nok i sig selv og spillet foran dem, udlever en anakronistisk forestilling om klubliv som det foregik før der kom farver på TV. Jeg er uafklaret omkring hvorvidt virkeligheden simpelthen er gået videre og har efterladt det traditionelle foreningsliv i sin egen tidslomme. Der er beviseligt gode erfaringer med at betone det sociale liv i klubben, og det er i hvert fald en vej at gå. Initiativer om et højt aktivitetsniveau og tilstedeværelse på sociale medier har også vist sig at have gennemslagskraft. Men hvad efterspørger moderne mennesker i forhold til at organisere sig og engagere sig i klubliv? Hvilket billede har civile borgere af f.eks. skak, skakspillere og skakklubber? Det ved vi ingen ting om. Jeg kan konkludere nogle få konstruktive forslag med udgangspunkt i min analyse. Nogle af dem blev også diskuteret på mødet: Informationskatalog: Gode ideer, initiativer og eksempler til efterfølgelse. Nemmest som artikler i ”Skakbladet”, der på den måde også kan få en involverende rolle over for de menige medlemmer. Lederpleje: Eksklusive tilbud til skakledere om kurser, foredrag, weekendophold, ture til skakbegivenheder, socialt samvær. Som udgangspunkt gratis påskønnende og motiverende skulderklap til de aktive.
Imagepleje: Målrettet pressearbejde. DSU engagerer sig i professionelt mediearbejde og overlader ikke pressedækning af de store skakbegivenheder til arrangørerne. Naturligvis skal Danmarksmesterskaberne og de største turneringer i landsdækkende medier. Men også kampagner og andre aktiviteter, f.eks. på sociale medier. Imageanalyse: Udgangspunktet for medlemshvervning er naturligvis en viden om vores udgangspunkt, hvilket billede har civilsamfundet af os og vores skakliv, og en viden om hvad moderne mennesker efterspørger i forhold til ideen om at engagere sig i organiseret skakliv.
Dette er naturligvis ikke gratis. Disse initiativer bør forankres hos en lønnet medarbejder med tydelige mål for indsatsen, og derfor er vi også tilbage ved min indledende stillingtagen: Der er en meget væsentlig opgave for Dansk Skak Union som ligger forud for, eller under, arbejdet ude i landet.
Paradigmet for møderækken og dermed for hele italesættelsen af problemstillingerne og for de tænkelige løsninger er at Dansk Skak Union er en sammenslutning af skakklubber, hvor initiativret og -pligt påhviler klubberne. Dermed placeres ”aben” solidt på de få aktives skuldre.
SvarSletJeg efterlyste en snak om, hvilke initiativer en landsdækkende organisation som DSU kunne tage for at skabe bedre rammevilkår for udviklingen af skaklivet. Jeg oplevede en høfligt lyttende, men ikke synderlig stor interesse for at snakke om det.
Det møde, jeg deltog i, handlede derfor også næsten udelukkende om hvad vi i klubregi kunne gøre for at vende medlemsudviklingen. Der var mange gode initiativer og ideer til efterfølgelse - det mener jeg i en positiv ånd, kreativiteten og initiativet trives ude omkring.
Fremgang i dansk skak foregår naturligt også der, hvor sådanne initiativer og aktiviteter føres ud i livet.
Der er altså et potentiale for fornyet tilgang af medlemmer, naturligvis i forskelligt omfang og på forskellig måde afhængigt af de lokale forhold; større by, landområde osv.
Udfordringerne kan være:
I de mindre klubber ude i landet er disse aktiviteter hængt op på ganske få, måske enkelte engagerede personer. Vi ser alt for ofte, at disse ildsjæle brænder ud og opgiver.
Dermed falder projektet bort, og vi er tilbage ved udgangspunktet, desværre bare uden de personer, der drev det fremad.
De positive udviklingstendenser, som de aktive sætter i gang, udbredes sjældent uden for det opland, hvor de foregår. Pr. definition fordi initiativet er klubbaseret.
Der er altså en manglende holdbarhed i såvel tid som sted. Lidt som at se nytårsfyrværkeri på afstand - flot, men endnu mørkere bagefter.
Er der reelt noget at reklamere for? Når jeg nu inkluderer mig selv, kan jeg vel godt tillade mig at skrive: Delvis sære, gamle mænd, der sidder med ryggen udad og har nok i sig selv og spillet foran dem, udlever en anakronistisk forestilling om klubliv som det foregik før der kom farver på TV.
Jeg er uafklaret omkring hvorvidt virkeligheden simpelthen er gået videre og har efterladt det traditionelle foreningsliv i sin egen tidslomme.
Der er beviseligt gode erfaringer med at betone det sociale liv i klubben, og det er i hvert fald en vej at gå. Initiativer om et højt aktivitetsniveau og tilstedeværelse på sociale medier har også vist sig at have gennemslagskraft.
Men hvad efterspørger moderne mennesker i forhold til at organisere sig og engagere sig i klubliv? Hvilket billede har civile borgere af f.eks. skak, skakspillere og skakklubber? Det ved vi ingen ting om.
Jeg kan konkludere nogle få konstruktive forslag med udgangspunkt i min analyse. Nogle af dem blev også diskuteret på mødet:
Informationskatalog:
Gode ideer, initiativer og eksempler til efterfølgelse. Nemmest som artikler i ”Skakbladet”, der på den måde også kan få en involverende rolle over for de menige medlemmer.
Lederpleje:
Eksklusive tilbud til skakledere om kurser, foredrag, weekendophold, ture til skakbegivenheder, socialt samvær. Som udgangspunkt gratis påskønnende og motiverende skulderklap til de aktive.
Imagepleje:
Målrettet pressearbejde. DSU engagerer sig i professionelt mediearbejde og overlader ikke pressedækning af de store skakbegivenheder til arrangørerne. Naturligvis skal Danmarksmesterskaberne og de største turneringer i landsdækkende medier.
Men også kampagner og andre aktiviteter, f.eks. på sociale medier.
Imageanalyse:
Udgangspunktet for medlemshvervning er naturligvis en viden om vores udgangspunkt, hvilket billede har civilsamfundet af os og vores skakliv, og en viden om hvad moderne mennesker efterspørger i forhold til ideen om at engagere sig i organiseret skakliv.
Dette er naturligvis ikke gratis. Disse initiativer bør forankres hos en lønnet medarbejder med tydelige mål for indsatsen, og derfor er vi også tilbage ved min indledende stillingtagen: Der er en meget væsentlig opgave for Dansk Skak Union som ligger forud for, eller under, arbejdet ude i landet.
Jens P. Petersen
Sydøstlollands Skakklub